Det mest interessant jeg fik ud af en ellers ganske interessant Spilbar i går var at Gunnar Wille annoncerede at de ikke har optaget nogle spil instruktører på deres animations linje i år. Der var simpelthen ingen interesserede ansøgere.
Det kan der være flere grunde til, så lad spekulationerne begynde:

Gunners pointe var at folk ikke vidste at man kunne dedikere sig fuldstændig til spil på animations instruktør linjen på filmskolen. Det kan han måske have ret i, men nu har DADIU efterhånden snart kørt i… 7 år – så man kan vel ikke kalde det opstarts vanskeligheder.

Det kunne også være at konceptet ”spilinstruktør” er noget mærkeligt noget. Det man bliver uddannet til er at være den kreative leder af 3D spilproduktioner i 10-15 mands teams. Det er en rolle som samler trådene mellem lead spildesigner, forfatter, art director osv.

Jeg tror simpelthen ikke at den rolle findes i 95 % af alle spil virksomheder i dag. Det er som om at spilinstruktøren er et levn fra en tid hvor man troede at AAA Hollywood produktioner var den eneste måde at lave spil på. Jo, der sidder en spilinstruktør hos IO, en hos Play Dead og måske et par andre her og der – men det er som regel ham eller hende som startede virksomheden der har den rolle, man kan da ikke tro at man kan uddanne sig til det og så gå ud og få et job et sted.

Filmbranchen er struktureret anderledes hvor en udpræget freelancer mentalitet og særdeles attraktive talentudvikling og støtte ordninger sikrer at filminstruktører fra filmskolen har en mulighed for at gøre karriere, men i spilbranchen er forholdene anderledes.

Det ironiske er at jeg virkelig mener at der er et behov for at uddanne spilinstruktører i Danmark. Spilinstruktører forstået som spiludviklere uddannet med en personlig og kunstnerisk tilgang til spiludvikling. Vi har brug for flere personligheder, folk med drive som kan skabe sig selv et navn. Se på svenske udviklere som Jonathan "Cactus" Söderström eller Nicklas ”Nifflas” Nygren, Australske Alexander Bruce, Engelske Terry Cavanagh og Stephen Lavelle – hvornår kommer der kunstnere som dem ud af den danske filmskole? En ting er klart, de nævnte udviklere har ikke hold på 15 mand bag sig når de laver hvad de laver, de gør det hele selv! – desværre ikke en kompetence man får spilinstruktør uddannelsen.

Lau Korsgaard
Spil Designer
KnapNok Games

Ja ret interessant. kunne være spænende at høre successraten på dem der var blevet færdige.
Om de var kommet i relevant job eller har startet noget selv. Kender selv nogle få fra filmskolen der laver noget relevant i dag (spilinstruktør agtigt). Alfred og Anders Michael. Dygtige drenge der kan lidt af hvert.
Ikke umuligt hvis man har talentet og drivet.

Lige pt. på Massive har vi lokalt 1 creative director af titel. Ud af et studie på ca. 220 mennesker.

Så folk er måske også lidt risikoaversive hvis de ser på det mulige afsæt i en karriere.

Jeg har ikke tiltro til, at der på filmskolen undervises på tilstrækkeligt højt niveau indenfor områder som game design og teknisk forståelse. Manglen på kompetencer eller fokus indenfor disse ellers centrale områder vil sandsynligvis afskrække nogen fra at søge ind. Filmskolen forsøger simpelthen at stå for en uddannelse, som de egentligt ikke kan stå for - og det kan folk godt gennemskue.



Med den slags udviklere som nævnt der, er jeg dog uenig. Jeg ser ingen grund ser til, at DK også skulle trækkes med den slags prætentiøse udviklere, der med deres pressetække og mangel på interessante produktioner blot fremstår som spilbranchens svar på deltagerne fra Paradise Hotel.

_________________
Michael 'Zacker' Schmidt
Portfolio | LinkedIn | Twitter
Pirates of New Horizons | Exit Strategy Entertainment

Du har selvfølgelig en pointe Lau, men spørgsmålet er om det devaluerer uddannelsen. For mig at se handler det nærmere om - som det gør med så mange uddannelser - hvor de studerende vælger at bruge den. Uddanner du dig til filosof og forventer der står et job og venter på dig, bliver du nok slemt skuffet. Men dermed ikke sagt, at uddannelse ikke kan skabe fundamentet for en karriere.

Jeg ser det på uddannelsen således: jeg ville som en Game Director "elev" få muligheden for at producere 5-6 spil med et ret højt produktionsniveau, få erfaring med semi-store hold, få en masse kyndig vejledning fra branchefolk og ikke mindst prøve at arbejde med noget der ligner et reelt budget. Chancerne for at et af disse 6 spil kan fungere som springbræt til netop at etablere egen virksomhed er jo kæmpe store.

Og trods Tim Garbos' sammenligning med Game Jams, hvor du kan lave 5-6 spil på få dage, så mener jeg disse produktioner giver nogle andre - ikke mere rigtige - erfaringer, som kan være rigtig brugbare hvis man skal ud bagefter og udvikle et salgsbart spil og vide hvordan man kan udføre kreativ ledelse. Jeg kender intet til studiets undervisningsindhold, men produktionerne alene synes jeg er værdifulde nok til at deltage.

Lidt hårdt at sammenligne mennesker, der udforsker et kreativt grænseland indenfor spilmediet med deltagere fra Paradise hotel. Jeg synes det kunne være fedt med mere crazy i den danske spilbranche.

_________________
Mit website med Game Maker Studio tutorials: http://www.FreeGameSchool.com

Jeg er helt enig Scurvy

Tjah, manglende kendskab i spilmiljøet er nok en del af det. Og på den måde er det da fint at Wille indleder en charmeoffensiv.

Hovedproblemet er, at Filmskolen og Wille jo mener, at spilmediet først og fremmest og i sin kerne er et historiefortællende medie. Branchen generelt - og, gætter jeg, langt de fleste potentielle ansøgere - er helt uenige i den tese. Det kan sgu godt gå hen og blive slidsomme fire år, hvis man konstant skal slås om grundpræmissen.

Når det er sagt håber jeg da at nogen springer ind og nupper de rare penge, helst nogen som kan tage den konflikt og få noget brugbart ud af den.

sbn, jeg føler nu, at denne indstilling har ændret sig en hel del. Jo, de vil stadig gerne have en historie ind over, ikke mindst for at skabe fokus på at succesfulde spil ofte bliver nødt til at skabe et univers for at skabe et brand, men tror nu holdningen pt. er, at historie og fortælling kan forankre sig på mange måder, og at den historie vi f.eks. ser i Angry Birds er helt tilfredsstillende. Den iscenesætter spillets mekanik på en fantastisk måde og skaber et godt drive for at fortsætte og bekæmpe de onde grise

Jeg har intet mod spil som fortællende medie - min pointe er bare, at for de fleste udenfor Filmskolen er det ikke der, et spilprojekt starter. Du bruger heller ikke et halvt år på at skrive manus til Angry Birds og så en uges tid på at justere fysikmodellen, snarere omvendt.

Det var sigende, at Wille i sit reklameindslag til Spilbar nævnte "storytelling" som eneste konkrete element fra uddannelsen. Det er simpelt hen ikke sådan man sælger en spiluddannelse til lige den flok. IMHO.

Bare af ren nysgerrighed hvem er det der menes at have kompetencerne til at uddanne til spilinstruktør i dk?

_________________
::Søren Andersen
::Showcase

Nej Jesper chancerne for at man kan bruge sine dadiu produktioner til at skabe egen virksomhed er ikke kæmpe store - tværtimod! Hvis du ser på hvor mange ressourcer der bliver brugt på at lave alle de her produktioner så er det jo nærmest helt forrykt at der ikke er kommet flere virksomheder ud af det.

Jeg vil faktisk mene at du reducerer dine chancer for at skabe virksomhed ud af din uddannelse ved at gå på dadiu. Hele ideen med dadiu er at man bliver sat sammen på hold med studerende fra andre uddannelser rundt omkring fra hele landet i et par måneder for at lave et projekt og derefter splittes man igen. Virksomheder bliver skab af folk som kender hinanden, stoler på hinanden og som har arbejdet sammen over lang tid. Derfor tror jeg studerende til virksomheds raten er langt mere succesfuld for studerende der har taget normale BA/MA uddannelser end dem der har fået deres forløb splittet op af dadiu.

Det forholder sig endnu værre for instruktør rollen på dadiu, fordi at denne person kun shopper rundt i løse netværker gennem hele uddannelsen og aldrig når at opbygge det tætte og tillidsbetonede forhold til andre studerende der skal til for at man har lyst til at starte en virksomhed med dem. Det er også meget symptomatisk at i de få dadiu projekter der rent faktisk er ved at blive til virkelighed er instruktøren ikke en del af holdet. Se f.eks. på Der Unbekannte Krieg. (correct me if I'm wrong)



Zacker min pointe er at hvis ikke en kunstskole som filmskolen skulle lave prætentiøse primadonnaer, hvad fanden skulle den så lave? Hvis du vil uddannes spil designer så gå på ITU eller AAU, eller design skolerne, eller medialogi eller hvad ved jeg. Hvor er filmskolens berettigelse hvis de har en mere mainstream æstetik, produktions tilgang og filosofi end stort set resten af de danske uddannelses tilbud?

Og lige for at lukke den om de førnævnte spiludviklere har lavet interessante eller uinteressante produktioner så må det vel være et spørgsmål om smag... hhv god og dårlig smag. (shit! var det et Blachman citat?)

Helt bestemt en fornuftig pointe ift. at filmskolen bør huske, hvad de kan tilbyde, som de eksisterende uddannelser ikke kan.



Til dig og de andre, der var uenige i min kommentar om de førnævnte spiludviklere, så skal det siges, at det naturligvis var min meget personlige holding og med tingene sat helt på spidsen. Du har ganske ret i, at det må være et spørgsmål om god og dårlig smag

_________________
Michael 'Zacker' Schmidt
Portfolio | LinkedIn | Twitter
Pirates of New Horizons | Exit Strategy Entertainment

Der er to perspektiver her:
1) Hvad uddannelser gør og ikke gør
2) Hvad de studerende gør og ikke gør

Hvis en humanist kommer ud af uddannelse og ikke finder et job, bebrejder jeg selvfølgelig uddannelsen for ikke at klæde den studerende godt nok på, men i den grad også den studerende for ikke at være mere pro-aktiv og bevidst om sine valg.

Problemet med DADIU og produktionernes potentiale til at drive en opstarts-virksomhed kan selvfølgelig godt skyldes strukturen, og at holdene sjældent er knyttet særligt længe, men dette problem er der nu fokus på, især med to allerede igangsætte initiativer:

1) Det traditionelle 2-produktionsforløb, som de fleste gennemgår, er slået sammen, så ens deltagelse i DADIU foregår i ét samlet semester med det samme hold hele vejen igennem. Man når altså at knytte tættere relationer og arbejde bedre sammen.
2) Der er igangsat et DADIU greenhouse initiativ/projekt, som netop skal forsøge at løse udfordringen med at holde holdene samlet efter endt produktion ved f.eks. at tilbyde billige lokaler, vejledning og den slags.

Jeg synes dette er to initiativer i den helt rigtig retning. Det løser selvfølgelig ikke problemet du beskriver med bl.a. spilinstruktøren, som kommer til at være en del af mange forskellige produktioner - og som nok primært vil fokusere sin tid på afgangsprojektet, som ikke er en del af de normale produktioner - men netop afgangsprojektet er et fantastisk springbræt til at lancere en virksomhed, der man faktisk får en god sjat funding at arbejde med.

Så langt hen af vejen synes jeg også det handler om, hvordan de studerende forbereder sig på og bruger DADIU som et redskab. Rigtig mange studerende, ligesom på de andre uddannelser på ITU og AAU, sætter ikke specielt meget fokus på at skabe sit eget job, og det er et helt generelt problem, som ikke kun DADIU besidder.

Og i det perspektiv mener jeg helt bestemt, at DADIU tilbyder langt mere - især som et supplement - end blot "grund"-uddannelserne på ITU og AAU, især når det kommer til at smage på arbejdet med større produktioner. Under hele min uddannelse var det uden tvivl Game Development kurset på ITU, mit speciale og mine to DADIU produktioner der gav mig klart mest brugbar viden.

Jeg har kun erfaringer med at have en spilinstruktør fra min tid på DADIU for 5 år siden. Det var Alfred (som vist nok er hos Tactile Entertainment nu), og han var i al fald pisse dygtig dengang og var vel den som stod for spillets vision og sørgede for at den blev ført igennem. Har man et projekt af en vis størrelse, så tror jeg det er vigtigt at have en sådan person på holdet. Det kunne i teorien godt være en designer eller måske en programmør, men man risikerer let at helheden og den store vision fortabes i arbejdet med de små detaljer. I dag er jeg selv designer og givet vores små projekter og små hold, den som står med visionen. Det kan også sagtens fungere, men jeg er normalt mere optaget af at skabe en velfungerende spilmekanik end en visionær helhed. Jeg tror de fleste spilinstruktører vil være ærgerlige over at få skudt i skoen at de kun er interesseret i at skabe en god historie (det er vel deres forfatter som er det), når de vel i virkeligheden er interesseret i at få al ting til at gå op i en højere enhed. De ved at der skal både spilmekanik, grafik, fortælling og meget andet til for at det kan lykkedes. Sådan mener jeg i al fald en spilinstruktør bør se på tingene

_________________
I can't go fighting evil on an empty stomach, you know!

Jeg er spilforfatter og trækker altid mod den gode historie. Game designeren trækker mod gameplay og produceren mod økonomien (bl.a.). Og den spænding er vigtig at have for kreativitetens skyld. Men der er intet værre end at sidde omkring et mødebord hvor alle trækker i hver sin retning og der ikke er dedikeret en person der kan tage en beslutning.

Spilinstruktøreren er vigtig! I mindre firmaer vil directoren typisk dublere som f.eks. coder/artist eller andet, det er en løsning på at man ikke har råd til at hyre en solo director.

Spilinstruktøruddannelse har berettigelse! Årsagen til at der ikke er mange ansøgere er måske at folk stadig ser spil som en primært teknisk udfordring. Film er kunst, men spil er teknik. Efterhånden som den indstilling ændrer sig tror jeg vi vil se flere ansøgere til spilinstruktøruddannelsen.

Morten Brunbjerg
http://level12.dk

PS. Chrono, jeps, Alfred er pt. hos Tactile. Har abrejdet en del sammen med ham

@Morten og Chrono - ja, jeg betvivler ikke at der skal være en person som har det overordnede kreative ansvar i en spilproduktion - det er sgu det jeg får min løn for. Det jeg betvivler er om det giver mening at uddanne sig til (kun) det. Min påstand er at personen med det overordnede kreative ansvar vil i 9 ud af 10 danske spilvirksomhedder også være spildesigner, projektleder og medejer.

Derfor giver det kun mening at uddanne instruktører hvis man uddanner dem til at kunne det hele selv, ikke at være en del af 15 mands store hold! Det giver desuden heller ikke mening at have så meget fokus på storytelling, 3D, tung karakter animation osv. da det simpelthen ikke er den virkelighed de kommer ud i.

Det kommer til at tage længere tid at uddanne sig til spilinstruktør end til læge hvis de skal kunne lave alting selv. Den slags folk er jo vildt sjældne. Jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om andre end Jason Rohrer. Ellers skal vi mange år tilbage - Jordan Mechner og Éric Chahi f.eks. Jeg tror slet ikke man kan uddanne nogen til det - det kræver et særligt talent og energi, mere end det kræver uddannelse.

Men du har ret i at der nok ikke er det store behov for dem i DK lige nu, medmindre de også kan påtage sig en spildesigner-rolle på samme tid. Det tror jeg nu også de vil kunne hvis de har interessen - det er da lykkedes mig at være spildesigner uden at være uddannet til netop den rolle.

_________________
I can't go fighting evil on an empty stomach, you know!

Bare lige lidt mere om Filmskolen, Gunnar og hvad der foregår derude:

http://politiken.dk/kultur/film/article1584402.ece

Fra artiklen:
"Den nye uddannelse skal med Gunnar Willes ord gøre København til et hotspot i branchen og få resten af Europa til at kigge mod Danmark. Uddannelsen er rettet mod studerende, der er ved at tage en master. Eksempelvis en datalogistuderende, der gerne vil arbejde med computerspil."

...

"Gunnar Wille gætter på, at der i løbet af de kommende ti år hvert år vil opstå 25-30 nye firmaer, som laver enten computerspil, animationsfilm eller cross media."

...

"Ifølge Klaus Hansen, der er direktør i Producentforeningen, er Danmark allerede »rigtig godt med på computerspilområdet« - blandt andet på grund af tillægsuddannelsen Dadiu."

Lige et indspark fra en der også har gået på "2-projekts dadiu forløbet":

1) At lave en "spilinstruktør linje" er måske lidt optimistisk. Tidligere var det animations instruktører der også lavede spil, hvilket giver mening.
En person der både kan lave animationsfilm og spil er rimeligt godt rustet og vil kunne få arbejde...

2) En spilinstruktør skal ligeså lidt kunne kode, som en producer skal kunne - men hvis en instruktør kan lave noget grafik, animation og lyd, så er det godt.
-og det er der faktisk flere af dem der kan (f.eks. Richard Söderström, som debuterede sidste år med "Julegrisen").
At der så måske er nogle af instruktørerne, der måske mest er "kunstnere" (læs: mennesker uden evner men med ego), er ærgerligt, men jeg tror ikke det er flertallet.

3) Det er sjældent en uddannelses primære opgave at lave virksomheder - men en given uddannelsen kan godt vælge at bruge nogle kræfter på det.
Så den kritik er forfejlet.
Derudover så ville det nok heller ikke være smart at gøre det, da man i DADIU forløbet bliver sat sammen med en gruppe - på godt og ondt.
Der var enkelte nøglepersoner i min gruppe (over 2 gange med lidt udskiftning), som jeg aldrig kunne finde på at arbejde sammen med bagefter - og sådan var der også andre grupper der havde det. -så hvorfor sigte på det?
Det er noget andet på Gøgl og IT (ITU / Medialogi) eller tegn og gæt (design og innovation på DTU), der kan man over tid finde folk man kan sammen med, og så lave flere projekter med dem. - måske endda lave firma med dem efter.

4) Det er for store produktioner - det er urealistisk at man kommer til at arbejde med sådan et setup igen.
Jo, det er rigtigt, der gik f.eks. en del år (ca 5) fra jeg gik på DADIU som producer, til jeg begyndte at lave spil af samme kompleksitet (med lige så mange "roller"). Og i den sammenhæng sidder jeg som instruktør + game designer + projekt leder, og ikke kun som projektleder.
Så formatet er måske lidt forkert. Men omvendt er det ikke erfaringen ville jeg ikke være foruden, da jeg bruger den meget den dag idag.
Derudover rustede forløbet en til et evt. kommende arbejde, både ift. at "lære hvem man kan arbejde med" men også ift. det overordnede med at indgå i større produktioner. -igen en god erfaring at tage med.

5) En instruktør kan holde sammen på "universet".
Man skal nok se en aniamtions og spil instruktør mere som en "AD''er for det hele" end som en historie skriver / snakker.
De gode af dem går i hvertfald ind og directer alle art-grupperne, ved at sætte en overordnet stil det får det hele til at spille sammen og får produktet til at være mere end summen af de enkelte dele. Da jeg gik på DADIU havde vi f.eks. animations instruktøren Jan Rahbek, som udfra et producer synspunkt var "lidt for meget kunstner" i sin adfærd, men samtidigt var sindsygt god til at lave interessante og sammenhængende universer (vi lavere TV-Heads og Dolore, som begge var i den absolut bedre ende ift. standarden, både mht. univers, stil, finish og gameplay).
-han sidder også idag med arbejde... (han er lige ved at lægge sidste hånd på "Carlos Casino", som han instruerer).


Ift. det sidste, så ville det give mening at lade DADIU instruktørerne være dem fra animations linjen. Hvorfor man gik væk fra det, ved jeg ikke. Men derfor giver det meget god mening at lade instruktørerne fra den nye crossmedia uddannelse overtage denne rolle. Så får man måske også instruktører som kan tage opgaverne med manus, script, storyboard, flow, univers, karakterer, stil, stemning etc.
-og hvis de både lærer at lave web-isodes, små spil, interaktive narratives og lignende small-scale web-ish ting, så vil der også være job til dem tror jeg.


Så ja, tilpasninger er altid på sin plads, men nogle af trådens kritikpunkter ser jeg som en kende forfejlede....
-og jeg er forresten enig i at man godt må pege fingre af "kunstner-bøssede-spil-designere" der laver spil som meget få gider at spille...

_________________
Hans von Knut Skovfoged - Creative Dir.
PortaPlay - Interactive Entertainment and Learning

hmm Vonknut jeg tror lidt du har misforstået den nye struktur på animation/spil instruktør linjen. Det er den samme linje, hvor man både bliver uddannet til animations- spil- og transmedia-instruktør. Sagen er den at de har et mål om at ca halvdelen skal være mest interesseret i spil og den anden i animation, men resultatet er at ingen som søger ind på linjen vil primært lave spil.

-Derfor skal dadiu produktionerne igen trækkes med instruktører der hellere vil lave tegnefilm, med de mere eller mindre heldige resultater til følge deraf.

Det skal også siges at jeg ikke har noget i mod dadiu som sådan. Dadiu er fint og en fremragende mulighed, specielt for studerende som går på uddannelser som ikke er så produktions orienteret og tværfagligt i forvejen. Jeg tror ikke man bliver specielt meget bedre til sit fag af at gå på dadiu, men man får helt sikkert gode erfaringer med at arbejde sammen med folk som kan noget andet end en selv - en kompetence som er ganske nyttig.

Det jeg dog vil sige om dadiu er at:

1 Det forringer ens muligheder for at bruge ens uddannelse til at skabe en virksomhed (ikke fordi dadiu er dårlig, bare fordi man kunne have brugt sin tid bedre, med folk man har tillid til og stoler på)

2 Produktions strukturerne afspejler ikke erhvervslivet. Der bliver simpelthen brugt flere mandemåneder på en dadiu produktion end der gør på flertallet af de danske professionelle produktioner herhjemme!

3 Det er ufleksibelt: Hvorfor samler man ikke hold på baggrund af koncepter frem for at prøve at udvikle koncepter som passer til holdne? Det at der f.eks. skal være karakter animatorer fra Viborg på et hold, betyder at alle projekter skal have en karakter!

-fair nok at lade animations og spil være "sammen", men alle 3 under en hat, er rigtigt nok lidt fjollet. IMHO dog mere fordi at animations film og transmedia ofte intet har med hinanden at gøre. -spil og animations film er lidt mere relateret.

-måske for ITU. Dog tror jeg at mange af de DADIU spil der er blevet lavet, er en bedre ting på portefolioet, end en masse små produktioner på f.eks. ITU. Jeg tror f.eks. ikke at Asbjørn, Ramus Haar og Daniel Kroman ville have haft ligeså "let" ved at komme ind i mellem-store og store udenlandske spil-studioer, uden deres respektive DADIU produktioner (for bare lige at nævne et par navne).


-true, men nåja det går jo nok.... Det er vel bedre at have erfaring fra større spil, når man skal lave små spil, end at have erfaring fra små spil, hvis man får chancen for at lave store spil.

-ser her har du fat i en rigtigt god pointe. Det var måske noget man kunne overveje lidt mere, til næste gang. Dvs. scale op og ned for de forskellige fag-grupper, alt efter conceptet type.
-det vil også give mulighed for at grupper kan lave casual / phone games.

_________________
Hans von Knut Skovfoged - Creative Dir.
PortaPlay - Interactive Entertainment and Learning

Er enig med Lau. hvis man ser paa de seneste DADIU produktioner saa er 4/6 produktioner first person something spil (ikke sagt at det altid har vaeret saadan). Jeg har intet imod first person spil, men der er bare saa mange andre interessante muligheder som ikke bliver udforsket; retninger som det nok er vaesentlig mere realistisk at finde funding til eller realisere efter DADIU perioden, men som maaske passer daarligere sammen med ressourcerne paa holdet.

Det er jo vigtigt at bruge alle paa en DADIU produktion da der ikke er meget sjov ved at have 4 3D folk og 3 animatorer hvis man sidder med en fed ide til et minimalt 2D spil. Det kunne vaere utroligt interessant hvis folk kunne samle sit eget hold og ansoege om at deltage. Man kunne forestille sig at et hold som BetaDwarf der laver Faith of the Guardians og har en del studerende paa holdet kunne vaere et droemmehold for DADIU; de ville kende hinanden, have en ambition om at starte et firma sammen fra dag 1, og vaere et hold der passer til projektet. Man kan ikke saette det saadan her op, men hvis vi antager at et DADIU hold er 16 mennesker over 3 maaneder, saa er det med 25.000kr om maaneden 1.2 millioner, hvilket er vaesentlig mere end et hold kan forvente at samle i stoette efter DADIU hvis de vil fortsaette.

Et andet initiativ der ser utroligt interessant ud er Dare To Be Digital (http://www.daretobedigital.com/). Maa indroemme at jeg ikke kender det specielt godt, udover hvad jeg har hoert eller laest. Her samler man sit eget hold og sender dem et pitch, hvor de bedste pitches bliver udvalgt til at bruge 1,5 maaned paa at arbejde paa deres produktion med mentorer hjaelp osv. Et initiativ som dette ser for mig ud til at have langt stoerre potentiale for at starte nye firmaer og staerke spil.

Nu er i jo begge ITU-studerende (Tim og Lau), så fair nok at i lovpriser ITU's tilgang, som er meget "inkubator agtig" (lave "realiserbare projekter og starte virksomheder"). MEN:

DADIU er IKKE et inkubator forløb....
-det er et uddannelses forløb

Det er IKKE alle uddannelsers primære formål, at få de studerende til at starte virksomheder.


ITU og f.eks. RUC er rigtigt gode til det med projektarbejde og oprettelse af virksomheder, men tilgengæld sutter de generelt på det faglige niveau hvis man tænker "universitets-faglighed". Teoretisk er sådanne uddannelser bare sub-par, mens de omvendt er over normalen på andre måder.
Og da DADIU både har uddannelser tilknyttet med fokus på teori, projektarbejde og håndværk, så skal uddannelsen også tilgodese alle de "sigter".
Hvis det kun var "% chance for at spillet kommer videre efter forløbet" der var i fokus, så var det bare "mere ITU".
-og jeg er personligt glad for ITU-uddannede folk, men det er som supplement til folk med andre uddannelser, ikke som "the one and only right way".


Men ja:
DADIU udspringer fra filmskolen, hvorfor det "visionære" altid vil hænge lidt fast på uddannelse, som lugten af et død ræv under verandaen.
Så målet for uddannelsen er ikke udelukkende "realiserbarhed" men lige så meget "vision og æstetik".
-hvilket man så med rette kan pointere har nogle bagsider...

_________________
Hans von Knut Skovfoged - Creative Dir.
PortaPlay - Interactive Entertainment and Learning

Helt enig i det ovennaevnte.

Jeg var med paa de foerste 2 aargange af DADIU og det var kanon. Vi lavede spil med stort scope og vi fejlede allesammen mega haardt - men hvad betyder det naar man gaar paa en UDDANNELSE og man LAERER...saa er produktet jo ligegyldigt. Der er jo alligevel stort set ingen der er interesserede i skoleprojekter som DADIU naar det kommer til stykket.

For mig har DADIU aendret sig fra at vaere en uddannelsesinstitution med fokus paa LAERING (aka Universitet) til at fokusere mere paa produktet med henblik paa JOB/FIRMA efter uddannelsesforloebet.

Det kan vaere fint nok, men det er bare en skam, at alle bliver saa ensrettede. Der er ingen hjaelp fra DADIU, hvis man gerne vil forbedre sig inden for produktion af AAA-spil eksempelvis - hvilket er praecis hvad DADIU hjalp mig med!

DADIU => SEED => Ubisoft - ja det er heller ikke nogle dårlige spring, så man kan føje dig til listen af folk som har brugt DADIU som løftestang

Men det er da rigitgt, at det er fåtallet som har foretaget de spring, så hvorfor satse på en scale, som giver de 10% en chance?
Well, hvis den KUN hjalp de 10%, så ville det måske være forfejlet - men den hjælper altså også de andre 90%, måske bare lidt mindre.

Så måske kunne man scalere scope en lille smule ned, så det ikke var aaa, men "awesome looking indie" eller AAA IOS titel (som også har 3D grafik, character animation, lyd osv.).
-så ville man vel hjælpe alle så meget som muligt?

_________________
Hans von Knut Skovfoged - Creative Dir.
PortaPlay - Interactive Entertainment and Learning

Mr. Vonknut - det er rigtigt at dadiu ikke er noget inkubations forløb - og det er en hel fin mulighed til studerende der gerne vil have nogle pæne produktioner på deres portfolio. No doubt about that!

Hele min pointe omkring at der ikke er kommet virksomheder ud af dadiu handlede helt specifikt om spilinstruktør rollen.
Spilinstruktør det er ikke et job man kan får, det er et job man skal lave selv. Så lige netop for dem, vil det være super smart hvis deres uddannelse var struktureret sådan at de havde optimale vilkår for at etablere sig selv som spilinstruktør bagefter. Desværre så sker der nærmest det modsatte:
1: Man arbejder sammen med nye mennesker hvert halve år!
2: Man arbejder under forhold og med genrer som langt fra er de samme som de vil være når man bliver færdig.
3: Man lærer ikke at lave lortet selv. dvs. man bliver en rimelig dyr og ineffektiv post på budgettet.

Det betyder ikke at spilinstruktør uddannelsen ikke er en fantastisk mulighed. Jeg vil da virkelig håbe at talentfulde spilinteresserede mennesker søger ind om to år.

/Lau

Det du beskriver er jo kernen af en instruktør i filmbranchen - de bliver oplært til at lave kortfilm, som der ikke er nogen som helst markedsmuligheder i.
Men for en instruktør er det samme process at lave en reklamefilm / TV element, som det er at lave en kort eller spillefilm. -samme størrelse hold og kompleksitet, bare i varierende "process duration".

Men du har ret: i spilbranchen varierer holdenes størrelse mere, end længden af processen gør det. Så store og små spil deler ikke samme process, på samme måde som korte og lange film gør det. => derfor mindre udbytte i at bruge den klassiske filmskole-instruktør-uddannelses-tilgang.
=> mens udbyttet for de andre fagroller er fin, også selv om det er spil med større scope, end det som man kommer ud og arbejder med bagefter.

Så det er måske lidt en hæmsko, at man stadigt hænger fast i filmskole tilgangen.....

_________________
Hans von Knut Skovfoged - Creative Dir.
PortaPlay - Interactive Entertainment and Learning

Kære alle sammen
Tusinde tak for alle jeres indlæg i denne debat om hvorfor der ikke er folk fra spilbranchen der søger ind på animationsinstruktørlinien på filmskolen. Jeg gik på scenen på SpilBar i håb om at finde ud af hvorfor der ikke er en interesse for uddannelsen og jeres indlæg giver mig en spirende indsigt. Jeg vil forsøge at svare på jeres indlæg og spørgsmål.
Lau starter med at pointerer at vi da ikke kan have opstarts vanskeligheder på DADIU og det har vi heller ikke. Det er animationsinstruktøruddannelsen som jeg taler om. Jeg kan godt forstå hvis denne forskel ikke er helt klar, så lad mig forklare sammenhængen. Animationsinstruktør uddannelsen er en instruktøruddannelse som tager fire et halvt år. DADIU er et modul på et halvt år som administreres fra filmskolen men som har 100 studerende fra 10 universiteter og 4 kunstskoler. På DADIU lærer man om at producere computerspil og det kan vælges hvis man er studerende på en af de mange uddannelser. Animationsinstruktørerne har to DADIU forløb i deres uddannelse. Grunden til at vi først nu kan sige at man kan blive ren spilinstruktør på filmskolen er at vi har lavet en europæisk variant af DADIU. Den hedder EUCROMA og er også et modul på et halvt år. Dette modul ligger i foråret og DADIU ligger i efteråret.
Uddannelsens 9 semestre ser nu således ud:

sem 1 sem 2 sem 3 sem 4 sem 5 sem 6 sem 7 sem 8 sem 9
DADIU eucroma DADIU Eucroma
animations
instruktør spil film spil Film MIDTVEJS FILM AFGANG FILM
spil
instruktør spil spil spil Spil MIDTVEJS SPIL AFGANG SPIL

Det ser måske rodet ud men det man skal lægge mærke til er at hvis man vælger at søge ind som spil instruktør vil man i løbet af uddannelsen have været instruktør på 6 spil. For mig at se er det en ekstraordinær mulighed som ikke mange unge spiludviklere får. Det er sandt at betegnelsen spilinstruktør er forholdsvis ny men den vinder mere og mere indpas.
Der spørges til mulighederne efter uddannelsen og filmskolen succesrate på området. Det at uddanne sig til instruktør er ikke nogen sikkerhed for at få job på området. Det har det aldrig været for instruktører. Det er svært og ingen kan love noget. Som instruktør skal man ud og skabe sine egne muligheder og med 6 spil under armen har man et stort forspring. Der har ikke været mange af de instruktører der har gennemgået uddannelsen der på forhånd havde ønske om at lave spil og det er først med de to sidste årgang at vi ser instruktører der ud over DADIU har valgt at lave midtvejs og afgangsspil. Det er netop på grund af det at jeg efterlyser talenter som har det som deres ønske at lave spil. For to år siden havde vi et afgangsspil. Til juni hvor det næste hold tager afgang er der et spil og en interaktiv film. Og til efteråret hvor den næste årgang laver midtvejsprojekt vil der være to spil. Det er først når disse hold har været ude nogle år at vi kan begynde at måle på resultatet. Men tendensen er klar 2 ud af 6 arbejder med interaktivitet og spil. Min ambition på uddannelsens vegne er 3 af hver.
Hvis man gerne vil høre op min opfattelse af spilinstruktøren så gå ind på DADIU TALK og se mit foredrag om instruktion.
Der gives udtryk for at jeg skulle lægge vægt på historiefortællende spil. Sådan er det ikke og tag et kik på de spil som der produceres på DADIU og se mangfoldigheden. På filmskolen kan man lære en masse om brugen af lyd, lys, framing, kamera, klip og al den anden manipulation der skal til for at skabe fantastiske oplevelser.
Der bliver spurgt til om filmskolen har kompetencerne til at uddanne spilinstruktører. Svaret er ja. Med den erfaring vi nu har fået i samarbejde med spilbranchen og de mange andre uddannelser vi arbejder sammen med i Danmark og Europa så kan vi gøre det.
Jeg ved at dette ikke er svaret på alt så lad os fortsætte samtalen til vi har fået vendt alle sten på vejen.

Gunnar Wille
Leder af Den Danske Filmskoles afdeling for animation og computerspil

hej igen

mit skema kom til at lige noget frygteligt rod så jeg prøver igen

semester 1
grunduddannelse fælles for animationsinstruktør og spil instruktør

semester 2 DADIU semester
Animations instruktør og spil instruktør laver spil

semester 3 EUCROMA semester
Animations instruktør laver film - spil instruktør laver spil

semester 4 DADIU
begge laver spil

semester 5 EUCROMA
Animations instruktør laver film - spil instruktør laver spil

semester 6
animations instruktør laver midtvejsfilm - spil instruktør laver midtvejs spil

semester 7
individuel opfølgning

semester 8 og 9
animations instruktør lever film - spil instruktør laver spil

læs i øvrigt foregående indlæg

venlige hilsener
Gunnar Wille

Der er to diskussioner i gang – en om spilinstruktører fra Filmskolen og en om DADIU. Gunnar Wille har svaret på det første, og her er kommentarer til debatten om DADIU:

DADIU har tidligere bestået af to produktioner, men fra 2011 blev det hele slået sammen i et semester, der består af workshops, undervisning og produktioner. Den første produktion er ganske kort – den varer en uge og finder sted i september. Den sidste varer seks uger og er afslutningen på forløbet. Ind i mellem det er der undervisning og workshops, og for nogle af de studerende også mini-praktik i spilvirksomheder.

Man lærer sit hold at kende allerede i slutningen af august, hvor alle mødes på en højskole i Jylland, og man er sammen med det samme hold i hele forløbet.


Deltagerne kommer fra hele landet, og produktionerne afholdes i både Aalborg og København, så ofte fylder geografiske præferencer rigtigt meget i holdinddelingen. Det ville være fantastisk, hvis holdene kunne opstå organisk og interessebaseret, men det er næppe realistisk. Problemet er også, at man først finder ud af, om man arbejder godt sammen, når man rent faktisk arbejder sammen, så på den måde bliver det en hønen og ægget-problematik. Det fungerer bedre på en uddannelsesinstitution, hvor man har sin gang i gennem flere år og får opbygget et netværk. 
Til gengæld har man som DADIU-studerende adgang til studerende fra hele landet, som alle er specialister inden for deres felt.


DADIU er en uddannelse og ikke et inkubatorforløb. Fokus er ikke på at lave firmaer, men på at lære at lave gode spil og arbejde sammen med forskellige kompetencer. Der er et vist element af rollespil over det, og holdene matcher de roller man finder i industrien fra stort til småt. Vi gør altid de studerende opmærksomme på rollespilsdelen, og at de sandsynligvis i en rigtig jobsituation vil se sig selv have flere af disse roller på én gang.


Selvom det ikke er det primære mål, er vi opmærksomme på, at det ville være fantastisk, hvis der kom firmaer ud af DADIU. Derfor etablerede vi sidste år DADIU Greenhouse, som er støttet af Computerspilzonen. DADIU Greenhouse er et inkubatorforløb, som p.t. prøver at hjælpe to hold videre. Det ene hold består af Back to Bed-produktionen – det andet hold består af en række (primært) DADIU-studerende, som deltog i og vandt Dare to Be Digital sidste år. Forløbet kører frem til september 2012.

DADIU er hele tiden i udvikling og henter løbende feedback fra studerende for at gøre uddannelsen bedre. Vi lytter også til spilindustrien, og vi vil altid gerne høre jeres forslag og indvendinger.

Mange hilsner
Kristine


Kristine Ploug
Head of Studies
Theodor Christensens Plads 1
1437 Copenhagen K, Denmark
T +45 4171 8830
C +45 2621 0661
kristine@dadiu.dk
http://www.dadiu.dk

Der er da spændende læsning i denne tråd (selvom den blev lukket rimelig hårdt, med Gunnar og Kristines deltagelse)
Specielt er det spændende for mig, som er under uddannelse som netop spilinstruktør på filmskolen.

Eftersom en spilinstruktør skal sørge for kunstnerisk retning, vision og ambition, har dennes berettigelse i branchen, en del at gøre med diskussionen om computerspil som kunstnerisk medie.

Nogle af Von Knuts udtalelser i denne tråd, er udtryk for en generel holdning man desværre alt for ofte støder på i branchen:
"DADIU udspringer fra filmskolen, hvorfor det "visionære" altid vil hænge lidt fast på uddannelse, som lugten af et død ræv under verandaen."
eller
"At der så måske er nogle af instruktørerne, der måske mest er "kunstnere" (læs: mennesker uden evner men med ego)"

Computerspil kan være både lyd, billed og interaktion på en gang. Det er derfor et medie der kan være kunstnerisk i mindst lige så høj grad som f.eks. film, teater, bøger og lign. Det står ikke til diskussion.

At der ikke er særlig mange i spilbranchen, som har høje kunstneriske ambitioner med mediet, er vidst desværre også et faktum.
Hvad sker der f.eks. for spilbranchens egen Danish Game Awards? De uddelte i år priser i kategorierne bedste Shooter, bedste Sportsspil og lign. Det er efter min mening ærgerligt at man ikke hædrer de kunstneriske håndværk som indgår i spilproduktionen med f.eks. awards for bedste lyd, flotteste visuelle stil, bedste programmør team, mest nyskabende spil osv. Det er et eksempel på at branchen selv er med til at holde et lavt ambitions niveau og en lav kunstnerisk standard.

Men der er nye tider på vej. Opfattelsen af computerspil som udelukkende tidsspilde for bumsede drengenørder er ved at ændre sig i det generelle mediebillede. Computerspilsmediet er langsomt ved at tilegne sig status som noget interessant, som noget meningsfuldt og som noget det er værd at beskæftige sige med ... som kunst?
Derfor tror jeg også på at der er en fremtid for Spilinstuktører i branchen.

I øvrigt starter jeg en lille 6 ugers spilproduktion 1.aug. - 14.sep. i år, og jeg mangler pt. 2 programmører.
Hvis du er programmør som er interesseret i at medvirke til at lave et ambitiøst spil af høj kunstnerisk standard;-) så kontakt mig på knoSNABELAfilmskolen.org

PS: DADIU har for lave kunstneriske ambitioner ... op på hesten Kristine og Gunnar!

Hilsen:
Kristian Nordentoft

Dette er for mig at se en farlig udtalelse. For os der aktivt er en del af branchen og spilverdenen, så er vi ikke på vej væk fra at være tidsspilde for nørder... det skete for et godt stykke tid siden. Men at være noget interessant kræver ikke det er kunst. Og desuden berettiger, at noget er kunst, ikke i sig selv en instruktør. Man har ikke instruktører på malerier, eksempelvis.

Så pas på hvordan du vinkler det... det kan hurtigt, nemt opfattes som en person, der står udenfor og kigger ind, i stedet for faktisk at være en del af det.

God pointe JesperN

Men jeg er ellers meget enig med dig fuldaffart, selvfølgelig er der plads til dybt kunstneriske og originale personer i spil branchen og vi kan for min skyld godt kalde dem spilinstruktører.

Hele min pointe i mit første indlæg er at vi har sindssygt behov for at uddanne spil-kunstnere, men at de produktionsforhold der gør sig gældende på uddannelsen er fuldstændig ude af trit med virkeligheden bagefter. Gunnar Villes salgstale til spilbar for et par måneder siden var at man fik lov til at lede 15 mands store hold og at man rent faktisk fik budgetter til sine produktioner, osv. guess what? hvis du virkelig vil udfordre grænserne for computerspil og lave alternative og originale produktioner efter du er færdig så får du ikke noget budget og ikke noget hold til at arbejde for dig.

Hvis man har høje kunstneriske ambitioner så burde spilinstruktør uddannelsen fokusere langt mere på at uddanne instruktørerne til at lave det hele selv - eller som maksimum i teams på 2-3 personer.

Jeg siger kun det her ud af et ønske om at det skal lykkes for alle jer som har ambitioner om at rykke ved noget og lave noget originalt og anderledes. Der er ikke noget værre end når en eller anden bagklog mand siger learn to program men seriøst: learn to program, når i er færdige på skolen så er der ikke et hold der arbejder gratis for jer.

åh og du må endelig ikke tro at det er spil brancen som arrangerer Danish Game Awards - det er spildistributions branchen. Hvis du vil finde et mere repræsentativt awardshow så er Nordic Game Awards i højere grad "branchens egen pris".

I år synes jeg faktisk der var et godt miks mellem mainstream og alternativ, blockbuster og originalitet - Vinderne var måske en smule forudsigelige, men alt i alt, langt mere seriøst en DGA.

/Lau

Synes du har en god pointe der Lau... der er en konflikt mellem DADIU's (delvist) udtrykte ambitioner og mål, og så den struktur der benyttes. Strukturen, der pt. er sat i værk, er i langt højere grad rettet mod at lære deltagerne om noget der tilnærmelsesvis ligner AAA spilproduktioner....

Angående det generelle mediebilledes langsomt, forandrende opfattelse af computerspil fra lavkultur til finkultur:
Denne artikel fra Politiken handler om Computerspil og dannelse:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE8 ... -dannelse/
I dette radioprogram sammenlignes GTA4 med Goethes roman "Den unge werthers lidelser" GTA som den store samtidsromanen, det er dælme finkultur:
http://arkiv.radio24syv.dk/video/503286 ... -05-2012-2

Hey Lau, du har fuldstændig ret i at der er et behov for at uddanne spil-kunstnere, og at de produktionsforhold der gør sig gældende på DADIU tilsyneladende er ude af trit med virkeligheden. Men jeg har efterhånden fundet ud af at DADIU's mål ikke er at uddanne spil-kunstnere, ej heller at bidrage til at ophøje spil til kunstnerisk høj-status-medie. (faktisk er det meget svært at finde ud af hvad de præcis vil)
Jeg tror det er deres mangel på klart formuleret fokus og vision der gør det til lidt en rodebutik.

Jeg er også meget enig med dig i at DADIU burde fokusere på mindre teams, og evt. også flere produktioner. Computerspil er en kreativ praksis som man dygtiggør sig i gennem erfaring og samarbejde. Uanset hvor mange bøger du har læst om risk/reward choices eller brugerinterface er det i sidste ende din erfaring, kreativitet, samarbejdsevner og skabertrang det kommer an på (og det gælder også programmører) ((selvfølgelig må man også gerne være dygtig...jaja))
......meeen igen, hvordan DADIU forløbet sammensættes skal jo afspejle ambition og målsætning, som jeg jo ikke helt kender, så måske ovenstående ikke er en god idé alligevel?

Til din kommentar om at spilinstruktører burde lære at kunne alt selv, kan jeg sige at jeg selv kan lave lyd og billeder. Jeg kan ikke programmere, men heldigvis har jeg venner der kan programmere. Husk på at computerspil jo både kan indeholde lyd, grafik, animation, programmering, alverdens former for brugerdesign osv. osv. og man kan jo ikke være ekspert i det hele.
Programmering står dog på listen over ting jeg gerne vil lære, sammen med kitesurfing og harmonika.

Hvad er mon DADIU's ambition og målsætning?
...her er nogle bud:

1. at uddanne spil-kunstnere?
2. at træne folk i AAA produktioner?
3. at bevare spilbranchen som den er?
4. at forny spilbranchen?
5. at gøre spil til noget som er for alle?
6. at højne computerspils kulturelle status?
7. at producere populære, salgbare spil?

Hvis nu Kristine og Gunnar skulle vælge én, hvad mon de så ville vælge?

Jeg tror egentligt at Kristine beskriver deres formaal meget godt
"DADIU er en uddannelse og ikke et inkubatorforløb. Fokus er ikke på at lave firmaer, men på at lære at lave gode spil og arbejde sammen med forskellige kompetencer. Der er et vist element af rollespil over det, og holdene matcher de roller man finder i industrien fra stort til småt. Vi gør altid de studerende opmærksomme på rollespilsdelen, og at de sandsynligvis i en rigtig jobsituation vil se sig selv have flere af disse roller på én gang."
her er det ogsaa er tydeligt at folk laerer at en spilproduktion efter uddannelsen sagtens kan vaere mindre hvor en person sidder har flere roller.

Derudover kan man da godt argumentere for at DADIU netop giver bedre mulighed for at udfolde sig kunsterisk end andre spiluddannelser da spildesign, instruktoer og art direction er opdelt. At det ikke altid ses i alle resultaterne er en anden ting, men jeg synes klart at der er gode eksempler der taler for. Paa den anden side har der jo ogsaa vaeret snak om at DADIU mangler businesssiden der skal til for at de kan tage skridtet videre og blive et startup.

Det er heller ikke herinde at du behoever at argumentere for at spil kan vaere kunst. Selvfoelgelig kan spil vaere kunst, ligesom at det kan vaere reklamer, laering og alt muligt andet. En kunsterisk ambition er selvfoelgelig rigtig vigtig og det er kun godt hvis vi kan faa mere af den, men nu har spilbranchen jo ikke nogen stor stoetteordning der stoetter kunstprojekter... Saa der er simpelthen noedt til ogsaa at vaere fokus paa andre ting. Derfor har denne her traad bl.a. handlet om at det er svaert at se spilinstruktoerer i spilbranchen og startups hvis de ikke ogsaa selv har mulighed for vaere en del af produktionsholdet.

Ah og ja. Pas paa med at kalde Danish Game Awards branchens eget show. Tror netop at det er her du finder mest kritik af showet.

Der er to forskellige spørgsmål:

Hvad er DADIUs ambition og hvad er spil instruktør linjen på filmskolens ambition - de to mål behøver nødvendig vis ikke være ens.

At DADIU er struktureret omkring store hold og at man både skal tage hensyn til design, forretning, produktion og kunst synes jeg er fint. Det er faktisk styrken i de forløb, at man skal lære at arbejde sammen med nogen som kan og vil noget andet end en selv.

Men hvad vil filmskolen? Hvilken type spilinstruktører er det de prøver at uddanne? og hvordan ser de et typisk karriere forløb?

Hvis man ønsker at lave instruktører som er ansat i de større Danske spilvirksomheder som f.eks. IO, Play Dead og Press Play så må man forstå at det ikke er en rolle man bliver ansat i. Vi har ikke som filmbranchen en freelance kultur hvor nyt talent kan boble op og blive afprøvet, den type spilinstruktører ofte medejere / skabere af firmaet og i hvert fald hyret internt. Dvs. man bliver nødt til at lære nogle evner man kan bruge på "entry level" eller i et start-up.

Hvis man derimod ønsker at lave instruktører som kan skabe sig et navn (også internationalt) ved at lave sine egne originale og dybt kunstneriske produktioner alene eller i meget små teams, så uddanner man jo helt forkert. Hvorfor skal man så spilde sin tid med at lede 20 mands store hold, når den eneste man skal bestemme over efter uddannelsen er en selv?

Så hvem er det spilinstruktøren skal være? en kreativ produktionsleder i mellemstore virksomheder eller en independent kunstner?

Gode spørgsmål Lau, jeg går som sagt på Filmskolen, og er selv meget i tvivl om hvordan mit karriere forløb kommer til at blive når jeg engang er færdig.
Om vi skal lave store 20 mands produktioner eller små kunst-produktioner tror jeg er meget op til os selv. Ligesom filminstruktører, kommer vi spilinstruktører til at skulle skabe vores egne jobs, vi må selv skabe projekter og forsøge at få dem finansieret af private instanser eller gennem offentlige støttekroner, vil jeg tro.
Jeg er selv ved at opbygge et hold til et lille projekt som du kan læse om under "jobs" på dette forum -da jeg søger programmører (viewtopic.php?f=8&t=2211). Dette projekt kunne være et eksempel på hvordan man, gennem brug af vennekredsen og engagerede frivillige får stablet noget på benene, som så kan være med til at bygge en karriere op, ikke kun for mig, men for alle de involverede i projektet.

Nu kommer debatten til at handle om DADIU, men det er måske ikke helt irrelevant, eftersom det er et af de steder hvor man forsøger at introducere Directors som ledere (delvist?!) af spilproduktion.

Selvom det er to sider af samme sag, læser jeg, ud fra det du citerer, Tim, at DADIU har to mål:
1: at lære at arbejde sammen med forskellige kompetencer
2: lære at lave gode spil

Jeg må tage hatten af for punkt 1. Jeg har selv været på 3 DADIU produktioner, og det virker som om flere led af undervisningen er bygget op efter at styrke det tværfaglige samarbejde mellem kompetencer, og jeg mener også at jeg selv har lært en del på den front.

Punkt nummer 2 går det derimod ikke helt så godt med. Det virker ikke som om "lære at lave gode spil" er et mål der bliver taget seriøst. Jeg har i hvert fald ikke fornemmet på undervisningen, at det var en målsætning vi styrede efter.
Desuden er vi her inde og røre ved noget helt centralt i forhold til det jeg efterlyser, nemlig ambition og målsætning. At "lære at lave gode spil" er efter min mening en underlig, svag formulering, og jeg tror den kræver præcisering for at blive til et mål man kan styre efter. Desuden er det uambitiøst.

Et halvårligt DADIU forløb har fælles undervisning som bygger op mod en stor afsluttende spilproduktion, en periode på næsten et halvt år, brugt på teori og lærer-står-ved-tavle-og-snakker undervisning. Tænkt hvor mange små spil man kunne lave på den tid, hvor mange eksperimenter man kunne kaste sig ud i, hvor meget praktisk erfaring man kunne få, hvis der var skemalagt en masse "fyren den af" i stedet for "at sidde og glo".
Når man så endelig kommer til den store spilproduktion, har alle folk bygget deres forventninger godt op, og fordi de fleste ikke har nogen som helst praktisk erfaring med at arbejde på spil, er forventningerne oftest urealistiske, og bygger på fantasibilleder inde i hovedet. Netop på grund af dette præstations og forventningspres, er det meget svært at lave GODE SPIL -da man for at lave gode spil, efter min mening, skal tage chancer, lege, prøve ting af, og vigtigst af alt ikke være bange for at fejle.
Hvis det virkelig er DADIU's målsætning at eleverne skal "lære at lave gode spil", synes jeg de griber det forkert an.

......Men det er blot min mening, eftersom der er flere DADIU-ansatte her i forummet, kunne det være spændende at høre fra jer hvad i mener er gode spil, eller hvilke forudsætninger i mener skal være til stede for at man kan lave gode spil.

Du er da ansat i DADIU Tim, måske du har et bud på dette?

Fine spoergsmaal. Jeg har dog intet med DADIU at goere.

Hej Tim.
he he ... af en eller anden grund har jeg forvekslet dig med Dave Mariner, kan ikke forklare hvorfor!?