Page 1 of 1

Praktikant til banebrydende dokumentariskspil

Posted: 29 May 2013, 14:00
by Steven Achiam
Praktiksted: København, Indre by
Timer per uge: hel/deltid
Praktikperiode: Medio september til december 2013
Stillingart: Ulønnet praktik

I Danmark bliver læringsspillet The Journey det første bud på at bruge journalistik og gamification i klasseværelset. Spillet sætter fokus på EU's flygtningeproblematikker gennem nytænkende dokumentarisme.

Vi søger en praktikant inden for kommunikation, interaktiv narration og audiovisuel formidling til at hjælpe os med at eksperimentere og udforske dette felt.

Ansvarsopgaver:

1) Gennemsyn af narrativt materiale
2) Hjælp med tilrettelæggelse af det interaktive, narrative forløb
3) Redigering af audiovisuelt materiale
4) Design af det interaktive flow og feel i editor

Forventninger:

Dit daglige arbejde vil ske i dialog og ping-pong med både journalister og teknikere, og du vil have en stor grad af medbestemmelse. Vi forventer en person med lyst til at arbejde med nye og eksperimenterende former for interaktive narrativer, at du har en æstetisk sans og fokus på kvalitet. Redigeringsarbejdet foregår i lyd-, billed- og videoredigerings programmer såsom Final Cut, Hindenburg o.l. Den interaktive implementering foregår i en "flash-light" agtig WYSIWYG editor ved navn Klynt. Vi forventer derfor en vis erfaring med sådanne eller andre, lignende programmer.

Din baggrund:

Du har en interesse for interaktivitet, storytelling, webbaseret visuel kommunikation – og meget gerne menneskerettigheder. Måske studerer du Film og Medievidenskab, Medialogi eller på ITU. Det er væsentligt, at du vil sætte dig ind i flygtningeproblematikker og ønsker at arbejde med narrative strukturer og interaktiv storytelling på de digital platforme.

Projektresume:

I det interaktive læringsspil The Journey er spilleren journalist og skal undersøge livsforholdene for uledsagede flygtningebørn i Europa. Rejsen foregår i Europas underverden og i grænselandet mellem Grækenland og Tyrkiet. Målgruppen er udskolingsklasser i fagene dansk og samfundsfag. Undervisningsspillet optages dokumentarisk på lokation og udgives i marts 2014.

Om os:

Efter halvandet års projektforberedelse kaster vi os ud over kanten med at lave Danmarks første dokumentariske undervisningsspil. Vi er først og fremmest drevet af historien. Men vores mål er også at ramme en ny målgruppe og udvikle en ny platform til vores journalistik. Vores produktionshold har modtaget priser fra ind- og udland og består af journalisterne Thomas Aue Sobol og Lasse Telling Madsen samt fotojournalist Steven Achiam. Vores lokaler ligger i et journalistisk kontorfællesskab i indre by.

The Journey’s samarbejdspartnere er Red Barnet, Porta Play og Die Asta Experience.

Spørgsmål og ansøgning:
Kontakt: Projektpartner Steven Achiam, stevenachiam@gmail.com, eller Lasse Telling, tlf. 23847576. Ansøgningsfrist er søndag den 16. juni kl. 23